Hvordan perfektionisme påvirker dine valg og dit mentale velvære

Læsetid: 1 min. 32 sek.

“Det værste du kan gøre er at gøre ingenting”

Det er sloganet, som vi har delt til foredrag og workshops – særligt børn og unge – når vi har talt omkring beslutningsprocesser og hvordan vi bliver påvirket i vores valg.

Din hjerne fokuserer på det, som den taber

Én ting der går igen omkring måden vi vælger er, at vi bliver dårligere til at vælge, når vi har mere at vælge mellem.

Kort fortalt så er vores hjerne ikke gearet til at kunne tage stilling til så mange valg. Hvorfor? Fordi, at den altid vil fokusere på det som den potentielt kan miste, fremfor det som den potentielt kan vinde.

Lad os tage et eksempel:

  • Du skal vælge mellem 100 forskellige retter på en restaurant. Du vælger 1 ret, hvorfor din hjerne siger, at du har tabt 99 andre muligheder.
    • Sådan føles det: “Det er en god pasta, men hvorfor tog jeg ikke lasagnen?”
    • Forestil dig i stedet, at du kom ind på en restaurant og skulle vælge mellem 10 retter. Du vælger 1 ret, hvorfor din hjerne i stedet for siger, at du kun har tabt 9 muligheder. Altså føles det ikke som, at du har mistet ligeså meget, hvorfor du får mere værdi ud af det valg, som du har taget.
    • Sådan føles det: “Det er en rigtig god pasta. Jeg kunne have prøvet lasagnen, men den havde nok ikke været bedre”
  • Jeg bruger nogle af de samme eksempler i min podcast med Ludvig – hør den her

Alligevel forsøger vores hjerne at maksimere alt værdi ud af hvert eneste valg, som den tager. Resultatet af det er en perfektionskultur, hvor vi kan komme til at tro, at vi skal vælge rigtigt i alt, hvad vi gør.

… Også selvom vi har mere at vælge mellem.

Perfektionisme

Det tyder på, der er en sammenhæng mellem antallet af vores muligheder og et øget behov for altid at skulle vælge rigtigt.

Særligt i måden, vi analyserer konsekvenserne af de valg vi træffer, når vi kommer til at tænke på de ting, vi kan gå glip af, hvis ikke vi udfører vores handlinger til perfektion.

Faktisk er det på vej til at blive et gennemgående problem, der særligt påvirker yngre mennesker.

I et studie blev 40.000 studerende fra Storbritannien, USA og Canada fra 1989 til 2016 undersøgt. Det blev vist, at perfektionisme er et stigende problem blandt unge, og at det kan være årsagen til flere psykiske lidelser – såsom angst og depression.

Tal fra unge i Danmark

“Jeg føler kun, at jeg er god nok, når jeg har succes på næsten alle områder af mit liv”.

I en rapport fra Psykiatrifonden (2021) blev danske unge i alderen 16-24 år spurgt, hvordan de tænkte om sig selv. 56 procent erklærede sig enig i ovenstående udtalelse.

Vores muligheder lader til at komme med en vægt.

Harvard (2018) “Myten om det perfekte”

En artikel fra Harvard Business Review (2018) beskriver, hvordan unge er ved at skabe en myte, om at alt forbundet med deres valg skal være perfekt.

Unge mennesker føler, at alt, de gør, skal være perfekt. Der må ikke være nogle fejl. Sat i perspektiv til vores mange muligheder skaber denne forståelse stort pres på individet. En naturlig reaktion på de mange muligheder vil være at forsøge at bevare en kontrol, hvis alt skal være perfekt.

Men et stigende antal muligheder og en stigende bølge af perfektionisme lyder både som en farlig cocktail og som grobund for psykisk sygdom.

Artiklen fortsætter med at forklare, at perfektionisme er et mål, ingen kan nå.

Men i forsøget vil man gøre sig afhængig af andre personers accept og sætte sig selv op til at fejle – fordi alle fejler i sidste ende (og det er ikke nødvendigvis dårligt).

At jagte perfektionisme får os til at tvivle på vores egne handlinger, da vi hele tiden vil forsøge at tænke over, hvordan vi kunne have gjort noget bedre.

Det kan skabe angst og tilmed også en følelse af skam.

Det bliver forklaret, at vi skal blive bedre til at fortælle unge mennesker, at tanken om at være perfekt ikke er sund, og at have sine fejl ikke er et tegn på svaghed.

Få et GRATIS eksemplar af bogen (normalpris 249kr)

Lige nu tilbyder vi dig et gratis eksemplar af den populære bog "Hvorfor du har svært ved at vælge" - Skrevet af forfatter Casper Brix
5 stjerner fra anmelderne ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️